43-årig stjal bil i spiritus- og narkopåvirket tilstand, mens han var på udgang fra fængsel

En 43-årig mand, der er kendt af politiet, begik flere lovovertrædelser, heriblandt biltyveri, vold og kørsel i spiritus- og narkopåvirket tilstand, da han den 2. maj 2018 var på udgang fra sin fængselsdom.

Af Morten Løvig Nielsen

Ved byretten i Kolding blev en 43-årig mand den 21. november idømt 6 måneders ubetinget fængsel, samt 10 års frakendelse af kørekortet. Det skete ved en retssag, hvor den tiltalte ikke var mødt op. Han var sigtet for ni lovovertrædelser, der alle fandt sted den 2. maj tidligere på året.

Under grundlovsforhøret fortalte den 43-årige tiltalte, at han på dagen for forbrydelserne var på udgang fra fængslet, fordi han skulle til et møde om sin pension på Amager. På grund af en forsinket bus, nåede han ikke toget fra Vejle, der skulle fragte ham til mødet.

Den tiltalte stødte her på en gammel ven, som han drak nogle øl med. Han købte desuden også noget hash af vennen. Senere på dagen så han en bil køre meget hurtigt ned ad en vej, inden den stoppede med motoren kørende, og føreren forlod bilen. Den 43-årige valgte at sætte sig ind i bilen og køre væk af den simple årsag, at han efter eget udsagn var dum og fuld.

Han blev kort tid efter standset af politiet, som fandt hashen, han havde købt tidligere, samt en nødhammer. Efterfølgende i detentionen fornærmede han nogle betjente med skældsord.

Vidner afgjorde sagen

Anklager havde i sagen indkaldt fire vidner, der alle var indblandet i den tiltaltes forbrydelser den 2. maj. Heriblandt ejeren af den stjålne bil samt en ung kvinde der var med i bilen. De forklarede, at ejeren skulle ind i Torvehallerne i Vejle for at løbe et ærinde, mens den unge kvinde blev siddende i bilen og ventede med motoren kørende.

I mellemtiden kom en mand i starten af 40’erne ind i bilen og skubbede den unge kvinde ud, mens han råbte, at hun skulle gå ud. Den unge kvinde løb grædende ind til ejeren, og politiet blev hurtigt tilkaldt.

Gennem sporing af ejerens iPhone, der var efterladt i bilen, fandt politiet hurtigt frem til bilen, hvori den 43-årige sad. I detentionen blev han testet for spiritus- og narkopåvirkning, og begge tests var positive. På dette tidspunkt blev den tiltalte aggressiv og fornærmede to betjente med skældsord, fortalte to politibetjente fra vidneskranken.

Tvivlen skal komme tiltalte til gode

Forsvareren mente, at der ikke var nok beviser for, at det var den 43-årige, som stjal bilen og skubbede den unge kvinde ud af den. Den unge kvinde kunne ikke udpege gerningsmanden ud fra 12 forskellige billeder. Desuden fortalte hun som vidne at skubbet, som den tiltalte skulle have udført, ikke var så voldsomt som først angivet. Forsvareren mente derfor, at den 43-årige skulle frikendes for vold.

Forsvareren påpegede desuden, at bilens rute, efter den var stjålet, først viser en retning og sidenhen stik modsat retning. Forsvaret mener, at den tiltalte først overtog bilen midt på ruten, da den 43-årige ifølge eget udsagn ikke havde udøvet nogle former for vold. Forsvaret krævede derfor frikendelse fra to af de ni lovovertrædelser, hvilket ville mere end halvere straffen.

Dommen faldt, og den 43-årige skal i fængsel i seks måneder og må undvære kørekortet i ti år. Han fik desuden konfiskeret hashen og nødhammeren. Retten mente ikke, at der var stillet nok tvivl om hændelsesforløbet, og med tanke på den tiltaltes lange straffeattest, fandt retten ham skyldig i alle ni lovovertrædelser.

Johns syn blev dårligere – det gjorde hans liv ikke

John Bertelsen blev gennem livet gradvist mere og mere blind. Han vidste det bare ikke. Først i 20’erne blev han bekendt med sin sygdom. John vælger alligevel at se positivt på livet. Det er nemlig kun til låns.

Af Morten Løvig Nielsen

Der bor cirka 800 mennesker på den lille ø Fur. Men manden, der kender øen bedst, er blind. Han hedder John Bertelsen og er museumsinspektør og busguide på øen. Den bedste guide angiveligt – netop på grund af, at han er blind. Han fortæller, hvor buschaufføren skal køre hen, og kører chaufføren forkert, bliver han rettet med det samme. For John kan mærke, hvor bussen kører hen.

Blind har John ikke altid været. Som ung kørte han på knallert og spillede fodbold som alle andre drenge. Skolelægen påstod, at han var farveblind, så han kunne ikke følge i sin fars fodspor som styrmand. Den diagnose afviste John blankt. Han ville bare ud og spille fodbold.

På fodboldholdet var han straffesparksskytte. Ikke fordi han havde det bedste spark. Men mest fordi når han kiggede til venstre, så pegede hans øjne til højre. Så når John trillede bolden til venstre, sprang målmanden forvildet til højre. Der var måske noget om snakken. Det gik dog først op for John senere.

Lægens hemmelighed

Som 18-årig skulle John have kørekort som alle andre unge. Øjenlægen sagde, at John havde en bygningsfejl. Det kunne de fikse med et par læsebriller. Så var lægeerklæringen i hus.

Inden John forlod øjenlægen, blev han spurgt om, hvad han skulle lave fremover. John svarede frejdigt, at han skulle læse til arkæolog i Aarhus. Øjenlægen kvitterede med et ’held og lykke’.

”Men i dag kan jeg godt se, at øjenlægen allerede dengang kunne se noget inde i mine øjne. Det var bare noget, han ikke ville fortælle mig om. Det var jo nok fordi, at han ikke ville fortælle en 18-årig, at han skulle regne med, at han bliver meget stærkt svagtseende eller blind på et tidspunkt.”

John er hverken frustreret eller sur på øjenlægen. Det kommer af efterrationalisering. Det er en ting, man forstår, når man bliver gammel, siger han.

Bogstaverne blev mindre

Som 21-årig rykkede John rødderne op af mulden på Fur og flyttede til Aarhus. Her nåede han tre år ind i Arkæologstudiet, da han begyndte at få besvær med læsningen. Det løste han med en lup. Sidenhen en større lup. Til sidst en lup der forstørrede bogstaverne 60 gange og kunne vise et bogstav ad gangen. Kort efter virkede den lup heller ikke mere.

Øjenlægen gav ham nu en diagnose. Retinitis pigmentosa: En sygdom, der degenerer cellerne i nethinden, og i Johns tilfælde midt på nethinden. Det er der, hvor normaltseende har skarpsyn og farvesyn. Noget som John ifølge lægen aldrig havde haft. Af den grund hjalp luppen ikke. Hullet midt i øjet blev større og større. Det var også derfor, Johns øjne snød målmanden som barn.

John havde aldrig opfattet sig som svagsynet. Han havde altid kunne orientere sig, læse og spille fodbold. Lægerne kunne ikke sige, hvordan det ville udvikle sig.

”Fint nok. Jeg syntes jo sådan set, jeg fungerede ganske udmærket, bortset fra jeg havde lidt svært ved at læse.”

Det skulle nok gå. Når han ikke kunne læse busplanen, ventede han bare. Den næste bus kom jo indenfor et kvarter.

1,2 %

Som 29-årig falder hammeren for John. Han får at vide, at han bliver stærkt svagtseende og eventuelt blind. Faktisk havde han kun 1,2 % tilbage af sit normalsyn. Farveblindheden gik også op for ham. Igennem sit liv havde han altid set mere eller mindre sort og hvidt. Fra barnsben havde John lært, hvilken grå nuance der eksempelvis tilhørte farven rød. En anden grå nuance var det grønne græs på fodboldbanen.

Efter den hårde besked fortrak John sig til toilettet. Det var en hård pille at sluge. John tog et par dybe vejrtrækninger, for på den anden side af døren ventede hans kone. Livet kunne ikke bare gå i stå. Men lægens besked blev ikke fuldstændig gengivet.

”Det, jeg fortalte, var jo nok, at de ikke kunne sige, hvordan det ville gå. Der kommer skjoldet ned og forsvarsmekanismen. Jeg sagde ikke, at jeg skal regne med at blive blind om nogle år, fordi det var heller ikke det, jeg havde fået at vide sådan helt præcist.”

John er en positiv mand. Beskederne om hans blindhed vender han altid om til det gode. Istedet for at se på de tabte 98,8 %, fokuserede han på, hvordan han havde klaret sig med 1,2 %.

”Det negative, det skubber man helt ubevidst i baggrunden.”

Livet er til låns

I dag ser John slet ingenting. Hans øjne er mørklagt. Men for John nytter det intet at ærgre sig og se tilbage. Fik han chancen, havde han heller ikke behov for at se igen. Det på trods af, at han aldrig har set sine børn i øjnene.

”Så må jeg jo bygge et billede op ud fra det, jeg kan høre, andre mennesker siger eller reagerer. Det er jo sådan, jeg ser.”

John kompenserer for sine mangler i livet, ved at fokusere på det han er god til.

”Det liv vi har, det har vi til låns. Det varer kun kort tid. Det ved jeg som arkæolog. Så kan man lige så godt få det bedste ud af det. Selvom man mister synet, så er der faktisk rigtig mange ting, man stadigvæk kan gøre. Jeg kunne da godt have sat mig hen i en stol og filosoferet over alt det, jeg ikke kunne gøre, og så ville jeg da nok blive en træls gammel mand. Men jeg kan også tage afsæt i det jeg gør, og så udvikle det og blive endnu bedre til at gøre det. Så tager man et skridt ad gangen, og så kommer man igennem livet til sidst. Selvom det ene skridt ad gangen det er med en blindestok.”

Johns computerskærm er aldrig tændt. Det har han ikke brug for. Alt indholdet bliver læst op for ham i dobbelt tempo.

Springer ud som blind

At tage fat i blindestokken var det sværeste for John. Han havde sit skjold oppe. Han var ikke blind og skulle ikke famle rundt med en blindestok. Han sammenligner det med en slagen løve.

”Jeg tror, en løve, der bliver halt, vil heller ikke vise de andre løver, at den er halt, for så kan det godt være, den bliver ædt. Så er den en belastning for flokken. Sådan en belastning kan man lige så godt konvertere til 100 kg spisbart kød.”

I dag er blindestokken ikke en belastning. Tværtimod. Den er en stor hjælp for John i dagligdagen. Siden da har han ikke set sig tilbage. I dag kan han hjælpe med renoveringen af taget på familiens hus. Han laver også dagligt mad. Han skal bare gøre det alene. Hvis konen fjerner hans hammer eller kniv, kan han ikke finde den igen.

I køkkenet laver John helst simreretter. Dem er han bedst til. Frikadellerne står konen for. Hun har nemmere ved at se, hvornår de skal vendes.

Korrektur af Daniel Patrzalek

Fra elektriker til kreativ chef på Smukfest

Jonas ”Pindhund” Hallberg gik fra elektriker til kreativ topchef på Smukfest. Udover elektrikerfaget er alle hans kompetencer selvlært. Nysgerrighed, gåpåmod og engagement har banet vejen for ham.

Af Morten Løvig

Jonas Hallberg hyggesnakker med kaospiloten Jens. Ikke om noget specifikt, men egentlig bare om hvad Jens går og laver. Nysgerrigt læner Jonas sig ind over bordet, mens Jens fortæller om sit arbejde ved VM i sejlads. Snakken falder på en person ved navn Charlotte Elkjær, og Jonas afbryder: ”Jeg skal snakke med Charlotte Elkjær. Charlotte er jeg godt inde på livet af, og hun ved, hvad jeg kan.” Og pludselig har han en ide til et kommende projekt.

Det er sådan han arbejder. Gennem sin nysgerrighed for nye bekendtskaber og projekter udvider han sit netværk og skaber nye projekter for hans firma Ikke en pind. Firmanavnet kommer af hans kælenavn ”Pindhund”, som hans læremester fandt på i arrigskab.

Fra elektriker til Smukfest

Sidenhen blev Jonas Hallberg præsenteret som vennen ”Pindhunden”, da han meldte sig som frivillig elektriker på Smukfest. Elektrikerarbejdet blev ikke bemærket. Det gik jo som forventet. Det var derimod festen og sammenholdet, som han skabte for de frivillige, der blev bemærket.

Han ombyggede en gammel tankstationsstander til en Gin & Tonic-bar. Bestyrelsen var imponerede over hans byggeevner og evnen til at skabe fest, så efter et par år blev han formand for elektrikerholdet. Temabarerne blev rykket ud på festivalpladsen, og flere kom til.

Efter en årrække som formand blev han tilbudt en plads i bestyrelsen. Her skabte han stillingen som kreativ chef for Smukfest. Om tiden på Smukfest fortæller han;

”Vi lavede oplevelser, før der var noget, der hed oplevelsesøkonomi, og kaos før der var noget, der hed kaospilot.”

Nysgerrighed og gåpåmod

For Jonas Hallberg har nysgerrighed båret langt hen ad vejen. Han fortæller frustreret om, hvordan unge mennesker i dag mangler den egenskab:

”Mange unge mennesker, de sidder med hovedtelefoner på hele tiden. De er inde i deres egen lille verden. De lytter og ser ikke. Når man lukker sig sådan ude, så åbner verden sig ikke, og så møder man ikke sin kommende arbejdsgiver eller kæreste.”

Generelt savner han flere åbne mennesker med gåpåmod.

”Jeg kan godt lide at være nysgerrig og sparke døre ind. Dem må vi gerne være flere af. Så får man et rigere liv.”

Don’t work you make pollution

Jonas Hallberg har altid leget, i de jobs han har haft. Bag ham hænger et billede med ordene ”Don’t work you make pollution.” Til spørgsmålet om hvorfor han har billedet hængende, svarer han prompte ”Det er fordi, jeg mener det!”

I dag bygger han små kontorer. Det begyndte med, at han byggede et til sig selv. Han kalder det for sin hule. Som barn elskede han at bygge huler ”og også som voksen!” Det er hulebyggeriet, som har givet ham inspirationen til hans ”tiny offices”. De rullende kontorer, som var på markedet, syntes han ikke godt om.

”De er meget plastik. Upersonlige, blå formstøbt plasticstol. Det hele er vaskbare overflader. Bvadr! Meget, meget praktisk. Kedeligt! Siger ingenting, om hvem der sidder derinde.”

Hans påklædning fortæller også en historie om en håndværker, hvis fingre kribler efter at skabe. Han er iklædt en grøn hættetrøje, hvor der i hætten er indsyet beskyttelsesbriller. Skulle de få brug for ham på værkstedet, er han klar.

Jonas justerer en vogn til radiovært Anders Bøtter.

Et godt netværk

I dag lever Jonas Hallbergs virksomhed i bedste velgående. Det skyldes i høj grad hans netværk. Firmaet har kun Jonas ansat, og han hyrer forskellige håndværkere ind alt efter opgavens størrelse.

I hans kontaktbog over håndværkere, finder man blandt andet tømrere, snedkere, teatermalere, scenografer og han kunne fortsætte. Uden netværket, ville firmaet ikke køre rundt.

Derfor tager han også åbent imod kaospiloten Jens. For man ved aldrig, om lige netop den kontakt kunne åbne op for helt nye muligheder. Snakken falder på en ny person:

”Jeg har en ide om at blive venner med Paustian.”

 

3967 anslag

Korrektur af Hanna Hviid

Forældre fulde af forventninger

Hanna voksede op med et forventningspres fra sine forældre. Et forventningspres, som har formet hende som person i dag. Hun ser det dog ikke nødvendigvis som noget negativt, på trods af irritationer i barndommen.

Af Morten Løvig Nielsen – 13/9 2018
Hanna er på vej mod nye mål efter at have opnået sine forældres forventninger.

Gennem hele sin ungdom har Hanna Vestergaard Hviid haft et forventningspres fra sine forældre. Der var forventninger til, at hun skulle score den gode karakter i næsten samtlige fag, og det påvirkede Hanna i en retning, hvor hun blev mere nervøs og følte et ekstra pres, end det hun allerede havde til sig selv.

”Jeg kan godt være bange for, at jeg skuffer dem, hvis jeg ikke får den karakter, og så ville jeg ikke føle mig glad for mit resultat,” siger hun.

I fag hvor Hanna følte sig usikker, pressede hendes mor alligevel på, for at hun skulle stræbe efter den gode karakter. Det skabte irritationsmomenter for Hanna, der til tider følte, at forventningen om et 12-tal i et givent fag var uberettiget.

Presset fra mor

I dag er Hanna 19 år og læser til journalist, hvilket hun allerede tidligt i sit liv fandt ud af, at hun gerne ville være. Siden da har hendes skolegang formet sig efter en journalistisk uddannelse med STX og højskoleophold i hendes sabbatår. I familien tager man normalt ikke sabbatår, så i Hannas tilfælde skulle det bruges fornuftigt:

”Tanken om, at jeg kunne bruge flere år på at lave ingenting, det var absurd!”

Hannas forældre så et stort potentiale i hende og forsøgte derfor hele tiden at skubbe hende i den rigtige retning og tage beslutninger for hende, som irriterede Hanna. Hun mener, at det oftest var hendes mor, der tog disse beslutninger, så hun blev på sin vis frontperson for Hannas frustrationer.

Positivt pres

I dag ser Hanna dog klart flest positiver ved hendes opvækst. Blandt andet det faktum at hun nu er på sin drømmeuddannelse, og det i en alder af bare 19 år. Hanna anerkender hendes opdragelse, og føler, at det har formet hendes person i dag. En person, som hun selv er glad for.

”Lige siden 8. klasse har jeg ville være journalist. Det er det, jeg har stræbet efter, og det er ligesom det mine forældre har prøvet at hjælpe mig frem imod ved at lægge pres på mig” fortæller Hanna med glæde i stemmen.

Til slut fortæller Hanna, at hun mener, forventningspres kan være overordnet positivt, så længe man ved, at det er okay at fejle. Forventningerne har nemlig gjort, at Hanna gjorde sig mere umage med sit skolearbejde, og i dag er det også tydeligt for Hanna, at hendes mors forventningspres var for hendes eget bedste.

Hello world!

Welcome to Mediajungle.dk. Once you’ve read these messages, you can either edit or delete this post.

IMPORTANT:If you wish your site to be visible outside of the Mediajungle-community, you will need to change the settings in Dashboard -> Settings -> Reading.

Please note 1: We will auto delete accounts (including all content), where the owner has not logged in for two years.

Please note 2: Your site must have some relation to your activities at The Danish School of Media and Journalism. If this is not the case, please choose another blog service.