Malte Larsen vil nedsætte ledigheden gennem uddannelse

Malte Larsen fra Socialdemokratiet er ikke tilfreds med indsatsen på beskæftigelsesområdet på trods af, at ledigheden er den laveste i mange år. Han mener, at en investering i uddannelse, vil få mange ufaglærte i job.

Af Morten Løvig

I dag har vi den laveste ledighed siden finanskrisens udbrud i 2008. Ledigheden ligger, ifølge Danmarks Statistik, på 3,9 %, men på trods af dette lave tal, er folketingskandidaten fra Socialdemokratiet Malte Larsen ikke tilfreds.

”Nej, vi bliver aldrig tilfreds med det tal. Så længe du har et tal, der er over 2-3 %, som anerkendes for at være ingen arbejdsløshed, så er der noget galt. Så længe der er ufaglærte arbejdsløse uden en brugbar uddannelse, så er jeg ikke tilfreds,” fortæller Malte Larsen.

Netop uddannelse er et fokuspunkt for ham. Ifølge Malte Larsen er man i Danmark sikret et arbejde, hvis man har en uddannelse.

”Man står i den fuldstændig unikke situation i dagens Danmark, at alle dem, der har en brugbar uddannelse, de får også et arbejde.”

Ufaglærte skal tage en uddannelse

For at nedsætte ledigheden skal der ikke investeres i beskæftigelse. Hvis du spørger Malte Larsen, skal pengene investeres i uddannelse. Nærmere bestemt ydelser til studerende.

”Jeg synes ikke, det er et spørgsmål om indsats på beskæftigelsesområdet, jeg synes, det er et spørgsmål om indsats på uddannelsesområdet. Jeg ønsker mig, at de ufaglærte får den rigtige motivation til at lade sig uddanne til smede, til tømrere, til de ting, som vi har brug for,” udtaler Malte Larsen.

For Malte Larsen er den store udfordring at få de ufaglærte til at tage en uddannelse. På dette punkt vil han flytte fokus fra passiv forsørgelse til aktiv forsørgelse. De ufaglærte skal motiveres til at tage en uddannelse gennem forsørgelsen.

”Jeg har ikke noget problem med at sige, at folk ikke medvirker til deres egen uddannelse. Så er det ikke et spørgsmål om lavere ydelse, men et spørgsmål om ingen ydelser. Ydelsen skal ligge på det, samfundet ønsker, du skal gøre,” fortæller Malte Larsen.

Malte Larsen har siden 2015 været stedfortræder i Folketinget for forskellige medlemmer.

Et gratis tiltag

For Malte Larsen behøver en kommende regering heller ikke have den store pung fremme, for at realisere hans forslag. Pengene, der går til passiv forsørgelse, skal sammen med modtagerne flyttes over i uddannelse, så forsørgelsen går til aktive borgere.

”Du flytter mennesker fra passiv forsørgelse over i uddannelse, hvis ydelsen i øvrigt er den samme, så er der ikke flere udgifter i det,” mener Malte Larsen.

Mennesket står i vejen for førerløse biler

Menneskene er svære at læse for computeren i selvkørende biler, hvilket gør det svært for bilerne at læse trafikken. Derfor kommer de førerløse biler aldrig til at være 100 % sikre.

Af Morten Løvig

Hvis man regner med at kunne sidde på bagsædet af sin førerløse bil og læse avis, mens man kører fra Århus til København indenfor fem år, så skal man tro om igen. Forskere på området er nemlig vidt uenige om, hvornår teknologien vil være tilgængelig på markedet. Problemet kan skydes tilbage på os selv.

Mennesker bevæger sig ikke på samme forudsigelige måde som f.eks en førerløs bil.

”Førerløse biler fredag eftermiddag i indre København, hvor der er masser af fodgængere, biler, cyklister, og det er rimelig kaotisk, så er der mange signaler bilen skal læse og forstå. F.eks. hvor den hurtige cyklist pludselig drejer hen. Der er et stykke vej endnu,” siger forsker i computer science ved DTU Thomas Bolander.

Teknologien halter efter

Forsker i trafik og transport ved Aalborg Universitet Harry Lahrmann ser også problemer ved bilernes teknologi.

”Bilen skal danne sig et sikkert billede af omgivelserne, så den kan reagere og lade være med at køre nogen ned, og det har vi ikke i dag. Så sikre er de sensorer, vi bruger, overhovedet ikke. De laver masser af fejl,” fortæller Harry Lahrmann.

I dag er teknologien indenfor selvkørende på niveau 2. Det vil sige, at bilerne har førerstøtte som f.eks. nødopbremsning. Fuldt ud førerløse biler ligger på niveau 5. Niveau 2 har dog et højere sikkerhedsniveau end almindelige personbiler. I Danmark i 2017 blev døde 146 personer som følge af trafikuheld, men 30 % af disse kunne være undgået, hvis de involverede biler var på niveau 2.

Metroen, der kan sammenlignes med niveau 5-biler, har aldrig været involveret i trafikuheld, der førte til drab.

Førerløse biler er ligesom metroen

De to forskere er enige i, at niveau 5-biler principielt ikke vil lave trafikuheld. De sammenligner dem med metroen, hvis sikkerhedsniveau kan sammenlignes med en vandret elevator. Hvis alle bilerne var førerløse, ville de rette sig efter hinanden.

Førerløse biler på niveau 5 findes i dag kun på lukkede områder. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix.

Forskerne er forsigtige med at spå om, hvornår alle danskerne har selvkørende biler.

”Hvis du spørger mig, så varer det rigtig mange år. 30-40-50 år,” mener Harry Lahrmann.

Thomas Bolander vil ikke sætte tal på, men slår fast, at selvom de førerløse biler er sikrere end personførte biler, så kan man aldrig nå 100 % i sikkerhedsniveau.

”Man kommer aldrig til at nå 100 % sikkerhed. Det kan ikke lade sig gøre med den form for teknologi. Man kan ikke give en garanti for, at bilen overser et eller andet, ligesom det menneskelige øje kan blive snydt af det, vi ser.”

Mine forventninger til 2. semester

Mit navn er Morten Løvig Nielsen og jeg er 22 år gammel. Udover at læse til journalist på DMJX interesserer jeg mig for fodbold og sport i det hele taget. Derudover har jeg også en stor interesse for film og serier, hvilket jeg har studeret en smule gennem to semestre på medievidenskab på AU.

Jeg forventer at blive en bedre journalist gennem dette forløb. Jeg regner med vi dykker dybere ned i det journalistiske håndværk og generelt forbedrer alle aspekter. Jeg håber at blive bedre til at holde overblikket og komme helt i mål med interviews. Det kan somme tider blive en rodet omgang. Det forventer jeg også, at vi kommer til at arbejde med, eftersom jeg kan læse vi skal arbejde mere med det kritiske interview. Jeg har ikke som sådan forberedt mig voldsomt til semestret. Jeg har ladet batterierne op og skaffet pensum.

I gruppearbejde kan jeg bidrage med højt humør og kreative indspark, samt hårdt arbejde når det kræves. Jeg synes jeg arbejdede godt sammen med min gamle gruppe, da jeg som regel kommer godt ud af det med alle. Jeg kan godt lide at putte svisken på disken på den måde, at når jeg ser et (kommende) problem, tænker jeg straks på, hvordan vi skal løse dette. Man kan komme med nok så mange ideer, men udførelsen kan netop bringe disse problemer.

I forhold til forløbet synes jeg det er svært at sætte tal på ambitioner. Jeg har ambitioner om at blive en bedre journalist, men jeg forventer heller ikke, at jeg skal blive eksempelvis præcis 100% bedre. Jeg skal bare helst kunne se fremskridt. Samtidig har jeg en ambition om at have det sjovt mens jeg udvikler mig. Sådan trives jeg bedst.

Mine svage sider ligger måske i interviewdelen. Jeg har allerede lavet nogle udmærkede interviews, men somme tider taber jeg tråden, og ved ikke hvor jeg er kommet til i spørgeplanen f.eks.. Jeg leder lidt efter den gyldne formular. Jeg mangler måske og lidt på det skriftlige. Jeg synes, at jeg kan mangle den indre forfatter, der smider guldkorn på guldkorn i form af ord. Disse to punkter vil jeg gerne udvikle mig på, og det har jeg en plan for: Jeg er ved at få et job på Skive College, hvor jeg skal lave indhold til dem. Det kan blive i gennem artikler med interviews af studerende, pressemeddelelser mm. Jeg skal til jobsamtale med Kommunikationschef Steffen Kjær (tidligere TV 2 og Børsen) torsdag d. 17 januar, og satser på at få jobbet. Jeg håber at lære en del af både jobbet, men også Steffen Kjær. Han virker som en seriøs og kompetent læremester ud fra vores telefonopkald.

Mine stærke kan være menneskelig kontakt. På trods af mine manglende interviewkompetencer, så synes jeg generelt, at jeg er god til mennesker. Samtidig nyder jeg også det visuelle inden for formidlingsfaget. Det at man kan fortælle rigtig meget ud for et meget kort klip tiltaler mig meget, og jeg synes jeg er god på dette punkt.

43-årig stjal bil i spiritus- og narkopåvirket tilstand, mens han var på udgang fra fængsel

En 43-årig mand, der er kendt af politiet, begik flere lovovertrædelser, heriblandt biltyveri, vold og kørsel i spiritus- og narkopåvirket tilstand, da han den 2. maj 2018 var på udgang fra sin fængselsdom.

Af Morten Løvig Nielsen

Ved byretten i Kolding blev en 43-årig mand den 21. november idømt 6 måneders ubetinget fængsel, samt 10 års frakendelse af kørekortet. Det skete ved en retssag, hvor den tiltalte ikke var mødt op. Han var sigtet for ni lovovertrædelser, der alle fandt sted den 2. maj tidligere på året.

Under grundlovsforhøret fortalte den 43-årige tiltalte, at han på dagen for forbrydelserne var på udgang fra fængslet, fordi han skulle til et møde om sin pension på Amager. På grund af en forsinket bus, nåede han ikke toget fra Vejle, der skulle fragte ham til mødet.

Den tiltalte stødte her på en gammel ven, som han drak nogle øl med. Han købte desuden også noget hash af vennen. Senere på dagen så han en bil køre meget hurtigt ned ad en vej, inden den stoppede med motoren kørende, og føreren forlod bilen. Den 43-årige valgte at sætte sig ind i bilen og køre væk af den simple årsag, at han efter eget udsagn var dum og fuld.

Han blev kort tid efter standset af politiet, som fandt hashen, han havde købt tidligere, samt en nødhammer. Efterfølgende i detentionen fornærmede han nogle betjente med skældsord.

Vidner afgjorde sagen

Anklager havde i sagen indkaldt fire vidner, der alle var indblandet i den tiltaltes forbrydelser den 2. maj. Heriblandt ejeren af den stjålne bil samt en ung kvinde der var med i bilen. De forklarede, at ejeren skulle ind i Torvehallerne i Vejle for at løbe et ærinde, mens den unge kvinde blev siddende i bilen og ventede med motoren kørende.

I mellemtiden kom en mand i starten af 40’erne ind i bilen og skubbede den unge kvinde ud, mens han råbte, at hun skulle gå ud. Den unge kvinde løb grædende ind til ejeren, og politiet blev hurtigt tilkaldt.

Gennem sporing af ejerens iPhone, der var efterladt i bilen, fandt politiet hurtigt frem til bilen, hvori den 43-årige sad. I detentionen blev han testet for spiritus- og narkopåvirkning, og begge tests var positive. På dette tidspunkt blev den tiltalte aggressiv og fornærmede to betjente med skældsord, fortalte to politibetjente fra vidneskranken.

Tvivlen skal komme tiltalte til gode

Forsvareren mente, at der ikke var nok beviser for, at det var den 43-årige, som stjal bilen og skubbede den unge kvinde ud af den. Den unge kvinde kunne ikke udpege gerningsmanden ud fra 12 forskellige billeder. Desuden fortalte hun som vidne at skubbet, som den tiltalte skulle have udført, ikke var så voldsomt som først angivet. Forsvareren mente derfor, at den 43-årige skulle frikendes for vold.

Forsvareren påpegede desuden, at bilens rute, efter den var stjålet, først viser en retning og sidenhen stik modsat retning. Forsvaret mener, at den tiltalte først overtog bilen midt på ruten, da den 43-årige ifølge eget udsagn ikke havde udøvet nogle former for vold. Forsvaret krævede derfor frikendelse fra to af de ni lovovertrædelser, hvilket ville mere end halvere straffen.

Dommen faldt, og den 43-årige skal i fængsel i seks måneder og må undvære kørekortet i ti år. Han fik desuden konfiskeret hashen og nødhammeren. Retten mente ikke, at der var stillet nok tvivl om hændelsesforløbet, og med tanke på den tiltaltes lange straffeattest, fandt retten ham skyldig i alle ni lovovertrædelser.

Johns syn blev dårligere – det gjorde hans liv ikke

John Bertelsen blev gennem livet gradvist mere og mere blind. Han vidste det bare ikke. Først i 20’erne blev han bekendt med sin sygdom. John vælger alligevel at se positivt på livet. Det er nemlig kun til låns.

Af Morten Løvig Nielsen

Der bor cirka 800 mennesker på den lille ø Fur. Men manden, der kender øen bedst, er blind. Han hedder John Bertelsen og er museumsinspektør og busguide på øen. Den bedste guide angiveligt – netop på grund af, at han er blind. Han fortæller, hvor buschaufføren skal køre hen, og kører chaufføren forkert, bliver han rettet med det samme. For John kan mærke, hvor bussen kører hen.

Blind har John ikke altid været. Som ung kørte han på knallert og spillede fodbold som alle andre drenge. Skolelægen påstod, at han var farveblind, så han kunne ikke følge i sin fars fodspor som styrmand. Den diagnose afviste John blankt. Han ville bare ud og spille fodbold.

På fodboldholdet var han straffesparksskytte. Ikke fordi han havde det bedste spark. Men mest fordi når han kiggede til venstre, så pegede hans øjne til højre. Så når John trillede bolden til venstre, sprang målmanden forvildet til højre. Der var måske noget om snakken. Det gik dog først op for John senere.

Lægens hemmelighed

Som 18-årig skulle John have kørekort som alle andre unge. Øjenlægen sagde, at John havde en bygningsfejl. Det kunne de fikse med et par læsebriller. Så var lægeerklæringen i hus.

Inden John forlod øjenlægen, blev han spurgt om, hvad han skulle lave fremover. John svarede frejdigt, at han skulle læse til arkæolog i Aarhus. Øjenlægen kvitterede med et ’held og lykke’.

”Men i dag kan jeg godt se, at øjenlægen allerede dengang kunne se noget inde i mine øjne. Det var bare noget, han ikke ville fortælle mig om. Det var jo nok fordi, at han ikke ville fortælle en 18-årig, at han skulle regne med, at han bliver meget stærkt svagtseende eller blind på et tidspunkt.”

John er hverken frustreret eller sur på øjenlægen. Det kommer af efterrationalisering. Det er en ting, man forstår, når man bliver gammel, siger han.

Bogstaverne blev mindre

Som 21-årig rykkede John rødderne op af mulden på Fur og flyttede til Aarhus. Her nåede han tre år ind i Arkæologstudiet, da han begyndte at få besvær med læsningen. Det løste han med en lup. Sidenhen en større lup. Til sidst en lup der forstørrede bogstaverne 60 gange og kunne vise et bogstav ad gangen. Kort efter virkede den lup heller ikke mere.

Øjenlægen gav ham nu en diagnose. Retinitis pigmentosa: En sygdom, der degenerer cellerne i nethinden, og i Johns tilfælde midt på nethinden. Det er der, hvor normaltseende har skarpsyn og farvesyn. Noget som John ifølge lægen aldrig havde haft. Af den grund hjalp luppen ikke. Hullet midt i øjet blev større og større. Det var også derfor, Johns øjne snød målmanden som barn.

John havde aldrig opfattet sig som svagsynet. Han havde altid kunne orientere sig, læse og spille fodbold. Lægerne kunne ikke sige, hvordan det ville udvikle sig.

”Fint nok. Jeg syntes jo sådan set, jeg fungerede ganske udmærket, bortset fra jeg havde lidt svært ved at læse.”

Det skulle nok gå. Når han ikke kunne læse busplanen, ventede han bare. Den næste bus kom jo indenfor et kvarter.

1,2 %

Som 29-årig falder hammeren for John. Han får at vide, at han bliver stærkt svagtseende og eventuelt blind. Faktisk havde han kun 1,2 % tilbage af sit normalsyn. Farveblindheden gik også op for ham. Igennem sit liv havde han altid set mere eller mindre sort og hvidt. Fra barnsben havde John lært, hvilken grå nuance der eksempelvis tilhørte farven rød. En anden grå nuance var det grønne græs på fodboldbanen.

Efter den hårde besked fortrak John sig til toilettet. Det var en hård pille at sluge. John tog et par dybe vejrtrækninger, for på den anden side af døren ventede hans kone. Livet kunne ikke bare gå i stå. Men lægens besked blev ikke fuldstændig gengivet.

”Det, jeg fortalte, var jo nok, at de ikke kunne sige, hvordan det ville gå. Der kommer skjoldet ned og forsvarsmekanismen. Jeg sagde ikke, at jeg skal regne med at blive blind om nogle år, fordi det var heller ikke det, jeg havde fået at vide sådan helt præcist.”

John er en positiv mand. Beskederne om hans blindhed vender han altid om til det gode. Istedet for at se på de tabte 98,8 %, fokuserede han på, hvordan han havde klaret sig med 1,2 %.

”Det negative, det skubber man helt ubevidst i baggrunden.”

Livet er til låns

I dag ser John slet ingenting. Hans øjne er mørklagt. Men for John nytter det intet at ærgre sig og se tilbage. Fik han chancen, havde han heller ikke behov for at se igen. Det på trods af, at han aldrig har set sine børn i øjnene.

”Så må jeg jo bygge et billede op ud fra det, jeg kan høre, andre mennesker siger eller reagerer. Det er jo sådan, jeg ser.”

John kompenserer for sine mangler i livet, ved at fokusere på det han er god til.

”Det liv vi har, det har vi til låns. Det varer kun kort tid. Det ved jeg som arkæolog. Så kan man lige så godt få det bedste ud af det. Selvom man mister synet, så er der faktisk rigtig mange ting, man stadigvæk kan gøre. Jeg kunne da godt have sat mig hen i en stol og filosoferet over alt det, jeg ikke kunne gøre, og så ville jeg da nok blive en træls gammel mand. Men jeg kan også tage afsæt i det jeg gør, og så udvikle det og blive endnu bedre til at gøre det. Så tager man et skridt ad gangen, og så kommer man igennem livet til sidst. Selvom det ene skridt ad gangen det er med en blindestok.”

Johns computerskærm er aldrig tændt. Det har han ikke brug for. Alt indholdet bliver læst op for ham i dobbelt tempo.

Springer ud som blind

At tage fat i blindestokken var det sværeste for John. Han havde sit skjold oppe. Han var ikke blind og skulle ikke famle rundt med en blindestok. Han sammenligner det med en slagen løve.

”Jeg tror, en løve, der bliver halt, vil heller ikke vise de andre løver, at den er halt, for så kan det godt være, den bliver ædt. Så er den en belastning for flokken. Sådan en belastning kan man lige så godt konvertere til 100 kg spisbart kød.”

I dag er blindestokken ikke en belastning. Tværtimod. Den er en stor hjælp for John i dagligdagen. Siden da har han ikke set sig tilbage. I dag kan han hjælpe med renoveringen af taget på familiens hus. Han laver også dagligt mad. Han skal bare gøre det alene. Hvis konen fjerner hans hammer eller kniv, kan han ikke finde den igen.

I køkkenet laver John helst simreretter. Dem er han bedst til. Frikadellerne står konen for. Hun har nemmere ved at se, hvornår de skal vendes.

Korrektur af Daniel Patrzalek

Fra elektriker til kreativ chef på Smukfest

Jonas ”Pindhund” Hallberg gik fra elektriker til kreativ topchef på Smukfest. Udover elektrikerfaget er alle hans kompetencer selvlært. Nysgerrighed, gåpåmod og engagement har banet vejen for ham.

Af Morten Løvig

Jonas Hallberg hyggesnakker med kaospiloten Jens. Ikke om noget specifikt, men egentlig bare om hvad Jens går og laver. Nysgerrigt læner Jonas sig ind over bordet, mens Jens fortæller om sit arbejde ved VM i sejlads. Snakken falder på en person ved navn Charlotte Elkjær, og Jonas afbryder: ”Jeg skal snakke med Charlotte Elkjær. Charlotte er jeg godt inde på livet af, og hun ved, hvad jeg kan.” Og pludselig har han en ide til et kommende projekt.

Det er sådan han arbejder. Gennem sin nysgerrighed for nye bekendtskaber og projekter udvider han sit netværk og skaber nye projekter for hans firma Ikke en pind. Firmanavnet kommer af hans kælenavn ”Pindhund”, som hans læremester fandt på i arrigskab.

Fra elektriker til Smukfest

Sidenhen blev Jonas Hallberg præsenteret som vennen ”Pindhunden”, da han meldte sig som frivillig elektriker på Smukfest. Elektrikerarbejdet blev ikke bemærket. Det gik jo som forventet. Det var derimod festen og sammenholdet, som han skabte for de frivillige, der blev bemærket.

Han ombyggede en gammel tankstationsstander til en Gin & Tonic-bar. Bestyrelsen var imponerede over hans byggeevner og evnen til at skabe fest, så efter et par år blev han formand for elektrikerholdet. Temabarerne blev rykket ud på festivalpladsen, og flere kom til.

Efter en årrække som formand blev han tilbudt en plads i bestyrelsen. Her skabte han stillingen som kreativ chef for Smukfest. Om tiden på Smukfest fortæller han;

”Vi lavede oplevelser, før der var noget, der hed oplevelsesøkonomi, og kaos før der var noget, der hed kaospilot.”

Nysgerrighed og gåpåmod

For Jonas Hallberg har nysgerrighed båret langt hen ad vejen. Han fortæller frustreret om, hvordan unge mennesker i dag mangler den egenskab:

”Mange unge mennesker, de sidder med hovedtelefoner på hele tiden. De er inde i deres egen lille verden. De lytter og ser ikke. Når man lukker sig sådan ude, så åbner verden sig ikke, og så møder man ikke sin kommende arbejdsgiver eller kæreste.”

Generelt savner han flere åbne mennesker med gåpåmod.

”Jeg kan godt lide at være nysgerrig og sparke døre ind. Dem må vi gerne være flere af. Så får man et rigere liv.”

Don’t work you make pollution

Jonas Hallberg har altid leget, i de jobs han har haft. Bag ham hænger et billede med ordene ”Don’t work you make pollution.” Til spørgsmålet om hvorfor han har billedet hængende, svarer han prompte ”Det er fordi, jeg mener det!”

I dag bygger han små kontorer. Det begyndte med, at han byggede et til sig selv. Han kalder det for sin hule. Som barn elskede han at bygge huler ”og også som voksen!” Det er hulebyggeriet, som har givet ham inspirationen til hans ”tiny offices”. De rullende kontorer, som var på markedet, syntes han ikke godt om.

”De er meget plastik. Upersonlige, blå formstøbt plasticstol. Det hele er vaskbare overflader. Bvadr! Meget, meget praktisk. Kedeligt! Siger ingenting, om hvem der sidder derinde.”

Hans påklædning fortæller også en historie om en håndværker, hvis fingre kribler efter at skabe. Han er iklædt en grøn hættetrøje, hvor der i hætten er indsyet beskyttelsesbriller. Skulle de få brug for ham på værkstedet, er han klar.

Jonas justerer en vogn til radiovært Anders Bøtter.

Et godt netværk

I dag lever Jonas Hallbergs virksomhed i bedste velgående. Det skyldes i høj grad hans netværk. Firmaet har kun Jonas ansat, og han hyrer forskellige håndværkere ind alt efter opgavens størrelse.

I hans kontaktbog over håndværkere, finder man blandt andet tømrere, snedkere, teatermalere, scenografer og han kunne fortsætte. Uden netværket, ville firmaet ikke køre rundt.

Derfor tager han også åbent imod kaospiloten Jens. For man ved aldrig, om lige netop den kontakt kunne åbne op for helt nye muligheder. Snakken falder på en ny person:

”Jeg har en ide om at blive venner med Paustian.”

 

3967 anslag

Korrektur af Hanna Hviid